To sider af samme dag

Det har været en dejlig weekend. Men da der ikke er sket meget hverken fredag eller i dag søndag, er det lørdag jeg vil fortælle om.

Lørdag formiddag tog jeg med familien i kirke. Juliana skulle velsignes. Det kan sammenlignes med en dåb med undtagelse af vandet. Jeg ville gerne med da jeg fik tilbudet, om end at der ikke var tale om noget stort arrangement. Juan Carlos og Carolina tilhører ”seventh day adventist church” hvilket jeg ikke ved hvad tilsvarende hedder på dansk. De går i kirke om lørdagen (sabbath kalder de dagen). Derudover beder de også bordbøn inden hvert måltid, hvilket jeg ikke deltager i, men pænt respekterer. I stedet takker jeg Carolina for maden når vi er færdige, det er skik hvor jeg kommer fra. Nå, tilbage til kirken.

Det var en almindeligt udseende kirke bygget af beigegule sten i midten af et kvarter af rækkehuse i Brixton. Det første der mødte mig da jeg kom ind i forlokalet til kirken var en samling børn (1-7 år) der sang en sang guidet af en ung pige. Sangens tekst gik noget i retning af ”Jesus elsker mig, Jesus elsker dig. Din fader og frelser Jesus Kristus” .Det giver altid stof til eftertanke når man træder ind i et nyt miljø på den måde. Så kan det jo være lige meget om det er et homo-miljo, politisk-miljø eller religiøst miljø. Det er spændende at undersøge indefra. Det var min mission at være inkognito, på trods af at vi var de eneste der ikke var sorte og at falde i et med massen derfor var ret svært. Flere mennesker kom over og hilste på familien, og også på mig. Så gik vi ind i selve kirken. For at komme ind i kirken skulle man hilse og giver hånd til 10 mennesker og ønske god Sabbath osv. Jeg begyndte at bekymre mig om at komme ud på det tidspunkt haha!

Kirken var hverken stor eller lille, og der sad grupper af 10-12 mennesker fordelt over bænkene i kirken. Ved hver gruppe stod en mand og prædikede, troede jeg. Carolina og jeg satte os ned bag en af grupperne. Carolina forklarede at dette var før selve gudstjenesten, det var ”bible studies”. ”Gruppearbejde” tilføjede jeg. Efter at manden var færdig med sin analyse af ugens bibelafsnit, bedte han samtlige i nærheden om at præsentere sig selv. Derefter bad han gruppen om at give en anden et knus, og det måtte ikke være nogle man kendte. Der gik kun et splitsekund så fik jeg knus af 3 sorte kvinder med store smil. I dette øjeblik gik det op for mig, at det kunne blive en smule grænseoverskridende. Jeg fik udover dagens program også en velkomstpakke jeg endnu ikke tør åbne. Den indeholder nogle papirer og et hæfte samt en kuglepen og et bibelvers. Under selve gudstjenesten som inkl. ”dåben” varede en 3 timer blev alle førstebesøgende bedt om at rejse sig op. So much for being inkognito! Vi blev budt velkommen. Under gudstjenesten blev der prædiket og sunget. Menighedens samtykkende svar kom fra forskellige retninger og nogle gange samstemmende ”Amen” eller ”Praise the lord”.

Under en af sangene begyndte en kvinde at råbe ”Amen” gentagne gange. Hendes stemme var tør som rasp og hæs. Ikke desto mindre blev hendes iver større og eskalerede i, at hun rystende (næsten vibrerende) med sine afrokrøller, bevægede sig rundt i midtergangen mens hun igen og igen gestikulerende tilkendegav sit ”Amen”. Jeg var ikke skuffet, dette var fantastisk underholdning om end lidt afbrydende for fællessangen. Carolina lænede sig ind til mig og sagde at det aldrig var sket før, det vidste sig også at kvinden var besøgende og ikke ”hørte til” denne kirke.

Dåben gik fint og jeg tog billeder, de fik også et diplom efterfølgende. Der var stor fælles frokost bagefter som man kunne deltage i hvis man havde lyst. Vi tog hjem i stedet, en af familiens venner fra kirken kom til frokost. Hun var en venezuelansk kvinde, og meget sød.

To sider af samme dag pt. 2

Jeg var fuldstændig smadret og tog mig derfor en god lang siesta. Jeg havde aftalt at mødes med Matilde fra internettet om aftenen i Camden. Vi mødtes kl. 20 og begyndte at kigge efter en pub eller en bar. Vi fandt omsider en med siddepladser der ikke viste aftenens fodboldkamp (Barcelona – Man. United, endte 3-1 til Barca) Vi slog os ned på en tagterrasse med udsigt over en del af Camden Markets udendørs område. Vi drak vores cider mens snakken og latteren flød. Det var dejligt at snakke dansk igen. Matilde studerer her i London, men er ellers fra Kbh. Vi snakkede om alt fra Århus vs. Kbh. til engelske fyre.

Vi tog derefter lidt længere væk fra centrum til Matildes ’hood’. Det viste sig hurtigt at hun både kendte dørmand og DJ på en lille mystisk, lummer pub der spillede James Brown i massevis.

Vi pendlede lidt mellem den lille pub og en bar med et live band, hvor de serverede Desperadoes som er en lys øl med en smule tequila i (som man heldigvis ikke kan smage!).

Det var en fantastisk dejlig aften, og på trods af lidt forvirring fra min side i London centrum med natbusser så kom jeg hjem til solopgang. I dag vågnede jeg med en gevaldig hovedpine, men stadig et smil på læben. Jeg har sms’et lidt med Matilde i dag, vi har planer om at ses snart igen.

Fremtiden

Uha, sikke en dramatisk titel.
Jeg synes nu bare at jeg har brugt "update" som titel en gang for meget.
Det går stadig fremad. Jeg arbejder hårdt, sover tungt og står tidligt op.
Der er øjeblikke hvor den lille søde Juliana kan gøre mig så skidefrustreret, men til forskel fra Søren kan jeg jo ikke få mine aggressioner ud på hende.
Så er der heldigvis også øjeblikke hver dag, hvor jeg nyder at lege ung mor.
Det kan være i bussen hvor vi begge vipper øjenbryn som sindssyge og fniser højlydt over det.

Jeg har skrevet en smule med en pige på nettet som studerer her i London. Hun er dansker, men har boet her i London i over et år nu. Vi har skrevet lidt frem og tilbage, og har nu aftalt at snuppe en øl i Camden på lørdag.
Det skal siges at jeg ikke har snakket med en eneste jævnaldrende siden jeg kom, og jeg glæder mig meget til at møde hende og ikke mindst se lidt nærmere på Londons natteliv.

Udover det mødte jeg som sagt en pige i en tegnebutik, som jeg har mailet lidt med. Hun er også frisk på at ses til en kop kaffe, så det er jo skønt.

Livet her i den lille lejlighed går sin vante gang med lortebleer, legegrupper, svømning og dagdrømmeri.

Det er helt klart sundt for mig at leve på denne måde kan jeg mærke. Man sætter helt klart pris på sin fritid, når der ikke er så meget af den som før. Det eneste min tilværelse rigtig mangler er det trådløse internet, men det kommer jo (forhåbentlig) næste måned.

Så alt i alt går det jo godt.
Det er stadig muligt at få fat på mig på min mail: Annasalminen_2204@hotmail.com *hint hint*

Min øjesten

Jeg har haft en dejlig weekend. Jeg nyder min fritid meget, da der ikke er meget af den.
Lørdag tog jeg ind til London. Der var steder jeg ville se. Jeg tog forbi MAC pro butikken som nogle måske ved jeg har fablet om, udover det fik jeg udforsket Soho lidt. Soho er Londons homoområde, men er også et kunstnerområde. Det ligger op af West End som er kendt for sine musicals, og Oxford Street som er masser af shopping.

Jeg tog ind i en kunstner forretning i Soho for at få en tegneblok, og endte med at snakke så godt med en af ekspedienterne at hun gav mig sin email. Cool.

Jeg fik også udforsket Westfield centret yderligere. Men stedet er så gigantisk at jeg tror det kræver endnu et besøg for at få alt at se. Jeg har fået købt lidt mere sommertøj og nogle fine halskæder.

I morgen starter arbejdsugen igen - men ugen efter er ferie i England, så jeg ved ikke om jeg skal passe Juliana eller ej.

Alt i alt har det været en dejlig weekend, men jeg er godt nok smadret nu.. :)

Livet på bakken

Det går jo egentlig ganske udemærket. Jeg er meget mere selvsikker i denne uge, end jeg var i sidste. Det kan for en kontrolfreak som mig, være meget skrøbeligt og frustrerende at passe en baby.
Jeg må dog indrømme (og det vil især fryde mor) at jeg ikke hader at passe baby. I nogle øjeblikke slår det mig at jeg da sagtens kunne "eje" sådan en - i andre er jeg ved at få spat, men man kan jo ikke skændes med en baby. Anyways, jeg kan mærke at jeg har et job. Jeg har fri omkring kl 17-18, hvilket giver mig nogle timer til at læse og spise aftensmad, og så sover jeg inden kl 22. På trods af at det er hårdt, og jeg ville ønske jeg havde overskud til at investere i mit sociale liv eller andet, er det dejligt at have et formål med dagen. Det er rart at have et job - og det er rigtig rart at se at der sker lidt på kontoen.
Jeg er ret glad for området, men det er også fordi jeg har et buskort. Der er 3 steder i nærheden der er interessante: Brixton; område med Starbucks og MAC i nærheden, Whitfield; shoppingcenter med bl.a. Primark og ikke mindst Crystal Palace som er et sted jeg kommer næsten hver dag. Det består hovedsagligt af 3 små gader. I den kæmpe park er der et kæmpe sportsanlæg hvor Juliana og jeg svømmer.
Som jeg skriver sidder jeg faktisk i Crystal Palace. På trods af at det kun er onsdag har jeg begivet mig ud. En flot bar annoncerede Salsaundervisning. Jeg kom, og besluttede mig straks for at jeg var for kylling til at deltage. Jeg har i stedet benyttet mig af gratis internet og 2 for 1 pris på cocktail. Bartenderen spurgte hvordan jeg ville have mine mojitos, jeg sagde stærk.. Det fik jeg!

Jeg har 2 gode nyheder. Carolina er gravid igen, hvilket egentlig ikke overrasker mig, da hun på ingen måde har lagt skjul på at hun vil have 4 børn. Fair nok. Ingen ved det endnu, men jeg tvivler på at der vil ske noget ved at skrive det her. Den anden gode nyhed er at Carolina og Juan Carlos skal have en router i stedet for USB-stick.. Det betyder at der kommer til at være trådløs internet i den lille lejlighed!!! Så behøver jeg ikke snige mig på biblioteket, eller på bar/cafe .. Selvom det dog også er hyggeligt.

Jeg har længe haft det lidt ambivalent med Juan. Han er hjemme om dagen, da han er mellem arbejde og har lidt vikararbejde. Han har givet mig følelsen af at han ikke var heeelt okay med at have en anden til at passe sin 'princessa' .. men i aftes, da Carolina puttede Juliana, snakkede vi lidt, og grinede faktisk sammen over hvor dumme accenter kan lyde. Udover det tog jeg opvasken efter aftensmad, hvilket jeg tror formildnede ham lidt. Jeg er en god aupair. Jeg passer mit arbejde, rapporter alt tilbage og viser respekt for huset og dem der oprindelig boede i det. Carolina er fantastisk dejlig og jeg har meget respekt for hende.

Jeg har kun været her i halvanden uge, men føler at rutinen har sat sig fast, og det er absolut positivt. Det giver mig fritid og overskud til at gå ud om aftenen og bevæge mig væk fra planen. Hvilket minder mig om at det nok bliver ekstremt hårdt at komme op i morgen. Juliana er en relativ nem baby da hun sover godt, men siden jeg fik hendes værelse vågner hun når hendes mor står op! Dvs at jeg bliver vækket af baby skrig kl hvart i 7 HVER MORGEN.. Det huer heller ikke Juan og Carolina. De putter Julianas seng i stuen, så snart de har fået en dør.

Men alt i alt er det hele godt, og jeg har nok at se til. Mit liv består af Juliana, mad, søvn, læsning og drømme om shopping i weekenden. It's all good. I dag er jeg glad og positiv.

Fik jeg sagt at når man går ned af hovedgaden i Crystal Palace og tilfældigvis drejer hovedet til en mindre vej ned af bakken, så ser man Londons skyline i al sin pragt. Patronbygningen og LondonEye kan ses klart og tydeligt. Det er som et perfekt fotografi. Især hvis man kan se at London Centre er badet i sol, mens du står i blæsende gråvejr.

Det er nu fedt. Jeg opdaterer igen så snart jeg kan - :)

Jagten på Johnny Depp!

Dette indlæg skrev jeg i fredags - men da jeg ikke har internet poster jeg det først nu:

Jeg havde fået fri om torsdagen da Carolina skulle til en afsluttende jobsamtale sydpå og ønskede at have Juan med. Jeg nød dagen i store drag, og havde blandt andet været på biblioteket. Om eftermiddagen lå jeg på min seng og læste med radioen i baggrunden. På trods af at jeg er dybt begravet i min bog hører jeg radioværten sige noget i retning af: ”..og så er det jo i aften at Johnny Depp og Penelope Cruz kommer til byen i anledning af premieren på den nye Pirates-film.. Westfield..” Mit hjerte begynder at banke hurtigere. Jeg har været stor fan af Johnny Depp siden jeg var 12 år, og det har længe været en drøm at se ham i virkeligheden. Jeg vidste instinktivt at det var et tegn. Jeg var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Jeg blev nødt til i det mindste at forsøge at se ham!

Klokken er omkring 3-4 stykker. Jeg tager mine røde allstars på som på ingen måde passer til den mørkeblå satinkjole med habitjakke jeg i forvejen er iklædt. Jeg går ned til stoppestedet mens mit hjerte begynder at hamre og adrenalinen suser.

Jeg ved at express bussen X68 går direkte ind til Waterloo stationen på 20-25 minutter, hvorimod de andre tager omkring 40-45 minutter. Men bussen kommer ikke efter at jeg har ventet på 2, og jeg springer på en bus hvis endestation er Elephant & Castle, hvor jeg var for 4 år siden med Carsten og Søren. Jeg sætter mig på bussen mens jeg smiler for mig selv af min spontanitet. Jeg har ingen anelse om hvordan Londons dele er skruet sammen, jeg har ingen kort af nogen slags med mig. Det eneste jeg har er min intuition, mit engelske og et ord: Westfield.

Efter at have siddet i bussen, i hvad der føles som en evighed, genkender jeg en bygning ved Themsen og hopper af. Jeg befinder mig på en stor busstation, og der er flere kort. Men intet sted står der noget om Westfield. Jeg beslutter mig at gå lidt omkring centrum og spørge nogle mennesker. Jeg er overbevist om at en sådan premiere med rød løber må foregå inde i centrum.

Jeg spørger nogle få personer, der ikke synes at kunne genkende Westfield og jeg må være dem svar skyldig, når de spørger hvilket område af London det skulle være i.

Jeg føler mig en kende åndsvag, samtidig med at tiden løber. Jeg ved jo ikke hvornår premieren starter.

Jeg krydser Themsen og ser London Eye og Big Ben lige for næsen af mig. Hvor surrealistisk er det ikke? Jeg begiver mig hen til Waterloo stationen som viser sig at være gigantisk stor! Her finder jeg receptionen og spørger dem. De kender et shoppingcenter som hedder Westfield, overbevist om at det må være der får jeg instruktionerne til at kommer derhen. Det inkluderer 3 undergrundstog, og så er jeg i udkanten af centrum endnu engang. Under togturen har jeg gennemrodet samtlige aviser i toget, i håbet om at finde den mindste kolonne med nyheden om megastjernerne der kommer til byen, men uden held. Tankerne sitrer i mit hovede. Havde jeg hørt rigtigt? Sagde han virkelig Westfield? Var det overhovedet i aften? 

Der er nu gået mere end 2 timer siden jeg gik hjemmefra, og jeg føler efterhånden at det er en håbløs mission. Jeg finder centret og spotter en plakat da jeg kommer indenfor. Pirates premiere med stjernerne i dag! Mit hjerte begynder at hamre, mens jeg straks bliver overvældet af centret hvor samtlige butikker har 2 etagers facader, jeg genkender straks mine yndlingsbutikker men undlader at kigge nærmere. Jeg leder efter en menneskemængde, men folk går bare rundt som i et hvilket som helst andet shoppingcenter.Jeg har efterhånden lært at det man leder ikke nødvendigvis er placeret lige for næsen af én.

Så sker det! Jeg hører den brummende lyd af en stor spændt menneske mængde. Jeg småløber og ser en kødrand af mennesker og en stor skærm med en lyslevende Johnny Depp på! Jeg løber hen for at joine mængden, men 3 vagter i jakkesæt stopper mig og andre nysgerrige. Jeg tager desperat rulletrappen nedenunder til stueetagen hvor det hele foregår. Men bliver mødt af ryggen af et stort bagtæppe, intet at se her. Jeg løber ovenpå af skræk for at Johnny Depp skal forsvinde indenfor, før jeg når at se et glimt. Menneskemængden hviner henrykt, hvilket blot får adrenalinen til at pumpe hurtigere og sveden springer frem og ødelægger min nøje lagte makeup.

Jeg tror jeg ser et smuthul til kødranden på balkonen på første sal og løber ivrigt. 3 mænd stopper mig igen, og jeg kan ikke tro mit uheld. Hvordan kan jeg være så tæt på mit store idol og så blive forhindret af 3 mænd. Jeg kigger bedende på de to vagter foran mig, næsten med tårer i øjnene og hiver efter vejret. ”Åh vær så venlig, jeg er kommet helt fra Gloucestershire!” Den anden vagt kigger ligegyldigt på mig ”Du skulle have kommet tidligere!” Lynhurtigt svarer jeg, denne gang sandheden ”Jeg kunne ikke finde ud af transporten, det er så forvirrende her i storbyen” Jeg holder øjenkontakten og håber at han kan se at det er mit største ønske bare at se Johnny Depp. En anden pige kommer, hun fortæller vagten hun gik ud for at tisse og han lige havde lukket hende ud. Jeg kigger stadig bedende, og så vinker han os videre. Jeg småløber hen mod menneskemængden, men bliver endnu engang stoppet af et nyt hold vagter. ”Men, men din kollega..” fremstammer vi begge, han får tegn fra sin kollega og lader os komme forbi.

Kødranden gør det næsten umuligt at se noget, men jeg kan ikke tro mit held. Johnny Depp har forladt løberen, og jeg føler mit hjerte synke. Det eneste jeg ønsker er at se hans ansigt. Min bøn bliver hørt, kort efter stiller samtlige medvirkende fra filmen sig op på scenen mens en vært kort interviewer Johnny Depp. På scenen ses blandt andet også den kendte producer Jerry Bruckheimer, den nye kvindelige hovedrolle Penelope Cruz samt en af mine andre favoritter: Geoffrey Rush. Efter at have taget billeder nok, lader jeg en mand bagved mig komme frem i mængden og så begiver jeg mig ud af det afskærmede område igen. Jeg takker vagterne mange gange, og så forlader jeg centret.

Jeg kan ikke undgå at udstøde et lille hvin da det så småt går op for mig hvad der lige er sket!

London er mulighedernes by!

Gelé-arme!

Jeg skriver med to arme lavet af gelé. Mine biceps bliver i hvert fald trænet, det er sikkert.

Juliana er en sød og nem baby, men hun er stadig en baby, hvilket betyder at det ofte kan være svært at stille hende tilfreds selvom det kan være de mindste ting der gør forskellen. På samme tid kan du samme tider holde hendes opmærksomhed med de mest simple ting, som for eksempel hårnåle og hårelastikker.

I dag har været en lang og udmattende dag. Det har været fysisk hårdt, og jeg har nu lært min lektie: medbring vand og snack til mig selv også, lad være at bære Juliana hvis der er mulighed for at køre hende i barnevognen, også selvom hun skriger så højt at samtlige mennesker i nærheden tror du mishandler hende.

Hun vågnede sent, klokken halv ti, og fik en smule morgenmad. Så tog vi bussen til en legegruppe, som jeg fik at vide jeg ikke kunne deltage i, da jeg ikke var en forælder og de havde første prioritet.

Så tog vi på legepladsen foran Crystal Palace Sportscenter i stedet for, solen bagte og der var masser af børn udenfor. Dernæst deltog vi i et svømmehold i Crystal Palace sportscenter, det varede kun 30 minutter men var så fysisk krævende for mine knæ og min ryg, at jeg svedede på trods af det kølige vand. Juan, Julianas far, var der også for at se hende svømme. Jeg har på fornemmelsen han er en kende utryg ved at efterlade hende med mig. Det er ham der har passet hende på barsel mens Carolina har gået på arbejde.

Juliana faldt i søvn efter svømning, og da elevatoren var gået i stykker måtte jeg slæbe sovende barn og klapvogn op af 117 trapper i forskellige dele af det kæmpe center for at komme ud. Jeg fangede en bus efter jeg havde bestiget bakken, centeret ligger for foden af. Jeg kom til at stå af et stop for tidligt og måtte derfor gå et godt stykke ned af hovedvejen før vi var hjemme. Da Juan prøvede at få Juliana i seng vågnede hun og ville ikke lægge sig til at sove igen. Jeg fiksede hende noget frokost, som hun ivrigt spiste – derefter var det for sent at få hende til at sove.

Jeg måtte derfor underholde hende en times tid yderligere, på trods af at min krop ikke ville lystre ordentligt. Heldigvis var hun nogenlunde underholdt ved at sætte hårnåle i mit og hendes eget hår, mens jeg spillede musik i baggrunden.

Carolina kom hjem og så kunne jeg endelig slappe lidt af. De tager til Frankrig og besøger Carolinas bror i weekenden. De lejer en bil og kører, han bor nemlig i NordFrankrig så vidt jeg har forstået. Jeg blev tilbudt at komme med, men jeg er helt syg efter at komme ind til centrum og gå rundt, så jeg sagde pænt nej. Hun forsikrede mig om at det ikke ville være sidste gang jeg fik tilbuddet. De ses så godt som hver måned, hvad enten Carolina besøger sin bror eller han besøger familien her.

Det har været en hård dag, der flere gange har fået mig til at tvivle på om jeg måske har slået et større brød op end jeg kan bage. Men jeg tror bare det er trætheden der taler. Jeg er stadig meget ny her – og har lidt problemer med hvad jeg skal gøre af mig selv, da der ikke er en rigtig stue og underholdningen er begrænset på mit eget værelse. Jeg har før tyet til computeren, men da jeg ikke uden videre kan gå på nettet, ved jeg ikke lige hvad jeg skal gøre.

Ting jeg har planer om at gøre i den nærmeste fremtid:

1)      Shoppe nødvendigheder i et supermarked: Shampoo, spejl, kuglepen etc.

2)      Gå en tur alene i området omkring Crystal Palace

3)      Snakke med min engelske bank

4)      Tage ind til London centrum og minde mig selv om hvorfor jeg er her!

5)      Købe et par sandaler og en sommerkjole, jeg dør jo af varme så meget som jeg render rundt.

Eventyr nr. 2

Jeg er ankommet fint til SydLondon.
Turen med busser i London i myldretid med 2 kufferter er noget jeg ikke vil ønske for min værste fjende!
Jeg blev også stoppet i lufthavnen. Ikke for at tjekke mine kufferter, men for at spørge hvad jeg skulle i landet og om jeg kunne dokumentere det. Lidt skræmmende, selvom manden såmænd ikke var uhøflig. Jeg spurgte nervøst ind til om dette 3. grads forhør havde noget at gøre med min gigantiske kuffert. Det havde det ikke, så vidt jeg forstod var det bare nogle stikprøver de lavede. Han udvekslede dog 2 hurtige sætninger med sin kollega omkring noget med min kuffert, jeg ved ikke hvad det var og jeg fik lov at gå efter at have vist Julianas ugeskema på min bærbare.

Jeg bor nu på 4. etage i et "høj"hus med panorama-udsigt over SydLondon. Det føles ret luksus. Lejligheden er ikke stor, og her er ingenting. Stuen er tom pånær en smule af Julianas legetøj og et tørrestativ. Ingen sofa og intet tv. Min værelses dør kan ikke lukkes helt fordi der ingen lukkemekanisme er i døren (det var Julianas værelse før). Mit værelse består af et skab og en seng og et stort vindue. Intet andet. Der er ikke trådløs internet, det er en USB-stick jeg har lånt af dem. Det var nok først ved denne information at jeg gik lidt i panik, men det kunne være værre. På den anden side er jeg havnet i en dejlig familie. Carolina og Juan er begge lærere (idræt). Hun er fra NordSpanien, han er fra Columbia (og ja, han har mødt Shakira!). Carolina har forsøgt at bruge engelsk i hjemmet, men siden Juan for det meste bare svarer på spansk har hun givet op. Dette betyder at der kun bliver snakket engelsk i hjemmet, hvis det er møntet specifikt på mig. Jeg får i hvert fald udfordret min forståelses-evne.
Juliana er en mest charmerende lille pige, der løber rundt og undersøger alting. Jeg ved dog ikke hvordan det skal gå, når jeg i morgen selv skal passe hende! Der ligger nogle forskellige børnecentre i nærheden hvor der er forskellige aktiviteter, vi skal svømme i morgen.
Der er helt klart masser af muligheder i dette område, da det stadig er en del af London (der er ca. 40 minutter i bus til centrum) Der er busser herud 24 timer, der er 24 timers supermarked lige i nærheden. Der er en kæmpepark og en gågade tæt på i denne del også.

Hvis nogen skulle få lyst til at Google hvor jeg er, bor vi lige en gade fra Crystal Palace park og Sports center.

Carolina har lovet at vise mig området i dag, og efter 12 timers søvn har jeg genvundet lidt overskud!
Som sagt bliver det begrænset hvor meget jeg kommer til at være online, men jeg tjekker stadig min mail og jeg har min engelske tlf (07984 363 547)

Ledningen til mit kamera er blevet væk, så jeg har ikke rigtig mulighed for at tage nogle billeder desværre.. så blogs'ne i fremtiden bliver nok præget af mest tekst.


Knus Anna