Jeg havde fået fri om torsdagen da Carolina skulle til en afsluttende jobsamtale sydpå og ønskede at have Juan med. Jeg nød dagen i store drag, og havde blandt andet været på biblioteket. Om eftermiddagen lå jeg på min seng og læste med radioen i baggrunden. På trods af at jeg er dybt begravet i min bog hører jeg radioværten sige noget i retning af: ”..og så er det jo i aften at Johnny Depp og Penelope Cruz kommer til byen i anledning af premieren på den nye Pirates-film.. Westfield..” Mit hjerte begynder at banke hurtigere. Jeg har været stor fan af Johnny Depp siden jeg var 12 år, og det har længe været en drøm at se ham i virkeligheden. Jeg vidste instinktivt at det var et tegn. Jeg var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Jeg blev nødt til i det mindste at forsøge at se ham!
Klokken er omkring 3-4 stykker. Jeg tager mine røde allstars på som på ingen måde passer til den mørkeblå satinkjole med habitjakke jeg i forvejen er iklædt. Jeg går ned til stoppestedet mens mit hjerte begynder at hamre og adrenalinen suser.
Jeg ved at express bussen X68 går direkte ind til Waterloo stationen på 20-25 minutter, hvorimod de andre tager omkring 40-45 minutter. Men bussen kommer ikke efter at jeg har ventet på 2, og jeg springer på en bus hvis endestation er Elephant & Castle, hvor jeg var for 4 år siden med Carsten og Søren. Jeg sætter mig på bussen mens jeg smiler for mig selv af min spontanitet. Jeg har ingen anelse om hvordan Londons dele er skruet sammen, jeg har ingen kort af nogen slags med mig. Det eneste jeg har er min intuition, mit engelske og et ord: Westfield.
Efter at have siddet i bussen, i hvad der føles som en evighed, genkender jeg en bygning ved Themsen og hopper af. Jeg befinder mig på en stor busstation, og der er flere kort. Men intet sted står der noget om Westfield. Jeg beslutter mig at gå lidt omkring centrum og spørge nogle mennesker. Jeg er overbevist om at en sådan premiere med rød løber må foregå inde i centrum.
Jeg spørger nogle få personer, der ikke synes at kunne genkende Westfield og jeg må være dem svar skyldig, når de spørger hvilket område af London det skulle være i.
Jeg føler mig en kende åndsvag, samtidig med at tiden løber. Jeg ved jo ikke hvornår premieren starter.
Jeg krydser Themsen og ser London Eye og Big Ben lige for næsen af mig. Hvor surrealistisk er det ikke? Jeg begiver mig hen til Waterloo stationen som viser sig at være gigantisk stor! Her finder jeg receptionen og spørger dem. De kender et shoppingcenter som hedder Westfield, overbevist om at det må være der får jeg instruktionerne til at kommer derhen. Det inkluderer 3 undergrundstog, og så er jeg i udkanten af centrum endnu engang. Under togturen har jeg gennemrodet samtlige aviser i toget, i håbet om at finde den mindste kolonne med nyheden om megastjernerne der kommer til byen, men uden held. Tankerne sitrer i mit hovede. Havde jeg hørt rigtigt? Sagde han virkelig Westfield? Var det overhovedet i aften?
Der er nu gået mere end 2 timer siden jeg gik hjemmefra, og jeg føler efterhånden at det er en håbløs mission. Jeg finder centret og spotter en plakat da jeg kommer indenfor. Pirates premiere med stjernerne i dag! Mit hjerte begynder at hamre, mens jeg straks bliver overvældet af centret hvor samtlige butikker har 2 etagers facader, jeg genkender straks mine yndlingsbutikker men undlader at kigge nærmere. Jeg leder efter en menneskemængde, men folk går bare rundt som i et hvilket som helst andet shoppingcenter.Jeg har efterhånden lært at det man leder ikke nødvendigvis er placeret lige for næsen af én.
Så sker det! Jeg hører den brummende lyd af en stor spændt menneske mængde. Jeg småløber og ser en kødrand af mennesker og en stor skærm med en lyslevende Johnny Depp på! Jeg løber hen for at joine mængden, men 3 vagter i jakkesæt stopper mig og andre nysgerrige. Jeg tager desperat rulletrappen nedenunder til stueetagen hvor det hele foregår. Men bliver mødt af ryggen af et stort bagtæppe, intet at se her. Jeg løber ovenpå af skræk for at Johnny Depp skal forsvinde indenfor, før jeg når at se et glimt. Menneskemængden hviner henrykt, hvilket blot får adrenalinen til at pumpe hurtigere og sveden springer frem og ødelægger min nøje lagte makeup.
Jeg tror jeg ser et smuthul til kødranden på balkonen på første sal og løber ivrigt. 3 mænd stopper mig igen, og jeg kan ikke tro mit uheld. Hvordan kan jeg være så tæt på mit store idol og så blive forhindret af 3 mænd. Jeg kigger bedende på de to vagter foran mig, næsten med tårer i øjnene og hiver efter vejret. ”Åh vær så venlig, jeg er kommet helt fra Gloucestershire!” Den anden vagt kigger ligegyldigt på mig ”Du skulle have kommet tidligere!” Lynhurtigt svarer jeg, denne gang sandheden ”Jeg kunne ikke finde ud af transporten, det er så forvirrende her i storbyen” Jeg holder øjenkontakten og håber at han kan se at det er mit største ønske bare at se Johnny Depp. En anden pige kommer, hun fortæller vagten hun gik ud for at tisse og han lige havde lukket hende ud. Jeg kigger stadig bedende, og så vinker han os videre. Jeg småløber hen mod menneskemængden, men bliver endnu engang stoppet af et nyt hold vagter. ”Men, men din kollega..” fremstammer vi begge, han får tegn fra sin kollega og lader os komme forbi.
Kødranden gør det næsten umuligt at se noget, men jeg kan ikke tro mit held. Johnny Depp har forladt løberen, og jeg føler mit hjerte synke. Det eneste jeg ønsker er at se hans ansigt. Min bøn bliver hørt, kort efter stiller samtlige medvirkende fra filmen sig op på scenen mens en vært kort interviewer Johnny Depp. På scenen ses blandt andet også den kendte producer Jerry Bruckheimer, den nye kvindelige hovedrolle Penelope Cruz samt en af mine andre favoritter: Geoffrey Rush. Efter at have taget billeder nok, lader jeg en mand bagved mig komme frem i mængden og så begiver jeg mig ud af det afskærmede område igen. Jeg takker vagterne mange gange, og så forlader jeg centret.
Jeg kan ikke undgå at udstøde et lille hvin da det så småt går op for mig hvad der lige er sket!
London er mulighedernes by!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar