Jeg er ankommet fint til SydLondon.
Turen med busser i London i myldretid med 2 kufferter er noget jeg ikke vil ønske for min værste fjende!
Jeg blev også stoppet i lufthavnen. Ikke for at tjekke mine kufferter, men for at spørge hvad jeg skulle i landet og om jeg kunne dokumentere det. Lidt skræmmende, selvom manden såmænd ikke var uhøflig. Jeg spurgte nervøst ind til om dette 3. grads forhør havde noget at gøre med min gigantiske kuffert. Det havde det ikke, så vidt jeg forstod var det bare nogle stikprøver de lavede. Han udvekslede dog 2 hurtige sætninger med sin kollega omkring noget med min kuffert, jeg ved ikke hvad det var og jeg fik lov at gå efter at have vist Julianas ugeskema på min bærbare.
Jeg bor nu på 4. etage i et "høj"hus med panorama-udsigt over SydLondon. Det føles ret luksus. Lejligheden er ikke stor, og her er ingenting. Stuen er tom pånær en smule af Julianas legetøj og et tørrestativ. Ingen sofa og intet tv. Min værelses dør kan ikke lukkes helt fordi der ingen lukkemekanisme er i døren (det var Julianas værelse før). Mit værelse består af et skab og en seng og et stort vindue. Intet andet. Der er ikke trådløs internet, det er en USB-stick jeg har lånt af dem. Det var nok først ved denne information at jeg gik lidt i panik, men det kunne være værre. På den anden side er jeg havnet i en dejlig familie. Carolina og Juan er begge lærere (idræt). Hun er fra NordSpanien, han er fra Columbia (og ja, han har mødt Shakira!). Carolina har forsøgt at bruge engelsk i hjemmet, men siden Juan for det meste bare svarer på spansk har hun givet op. Dette betyder at der kun bliver snakket engelsk i hjemmet, hvis det er møntet specifikt på mig. Jeg får i hvert fald udfordret min forståelses-evne.
Juliana er en mest charmerende lille pige, der løber rundt og undersøger alting. Jeg ved dog ikke hvordan det skal gå, når jeg i morgen selv skal passe hende! Der ligger nogle forskellige børnecentre i nærheden hvor der er forskellige aktiviteter, vi skal svømme i morgen.
Der er helt klart masser af muligheder i dette område, da det stadig er en del af London (der er ca. 40 minutter i bus til centrum) Der er busser herud 24 timer, der er 24 timers supermarked lige i nærheden. Der er en kæmpepark og en gågade tæt på i denne del også.
Hvis nogen skulle få lyst til at Google hvor jeg er, bor vi lige en gade fra Crystal Palace park og Sports center.
Carolina har lovet at vise mig området i dag, og efter 12 timers søvn har jeg genvundet lidt overskud!
Som sagt bliver det begrænset hvor meget jeg kommer til at være online, men jeg tjekker stadig min mail og jeg har min engelske tlf (07984 363 547)
Ledningen til mit kamera er blevet væk, så jeg har ikke rigtig mulighed for at tage nogle billeder desværre.. så blogs'ne i fremtiden bliver nok præget af mest tekst.
Knus Anna
Ingen kommentarer:
Send en kommentar